Skateboarding

I foråret 2012 var jeg på studietur til New York med en gruppe elever fra Roskilde Ungdomsskole. Væbnet med et videokamera og mobiltelefoner satte vi os for at udforske byens kultur med udgangspunkt i det, de unge syntes var spændende. En af de ting, eleverne satte sig for at opleve, var skaterkulturen i New York. Det blev en begivenhedsrig tur, som du og dine elever får lov at opleve en flig af her i forløbet. I Columbus Park var vi var så heldige at møde den professionelle skater og MTV-stjerne Ryan Sheckler under optagelser til hans hit-serie Life of Ryan. Han stillede op til et interview som eleverne kan se og arbejde med i Pro Skaters. Her fortæller han om, hvorfor skateboarding er så specielt og hvad han har fået ud af at skate. Et par af mine elever, Lucas og Nikolaj, mødte en helt almindelig New York skater, Nelson Darden, ved DUMBO. De lavede et interview med ham – et vaskeægte kulturmøde – som eleverne kommer til at arbejde med i Skating with Nelson. Her får de bl.a. brug for at arbejde med ord og vendinger, der knytter sig til skateboarding. Ud over det videomateriale, der kom ud af studieturen, omfatter forløbet også faktatekster og et uddrag af en selvbiografi for unge skrevet af den verdensberømte skater, Tony Hawk.